Artist: James Rasmussen Released: August 30. 2016 Album: James Rasmussen Genre: Dansktop, Rock

James Rasmussen er ”Still Going Strong” både på livescenerne og i pladestudiet og nu deler han en ”Musikalsk Selfie” på sin nye EP, som udkommer tirsdag den 30. august 2016. Samme dag kan James fejre sin 79 års fødselsdag.

Purchase this album

Lyt, og lev dig ind i de fire sange: ’Yin og Yang’, ’Hører du min stemme’, ’Langt fra solen’ og ’Carpe Diem’. Fire eksplosive nedslag på episoder fra et begivenhedsrigt liv. Brug sangene som underholdning eller brug dem som inspiration. Under alle omstændigheder er du velkommen til at fotobombe dig med ind på dette musikalske selvportræt, blitzet af James Rasmussen.

Om de fire numre på den nye EP med titlen James Rasmussen siger journalist Rud Kofoed: ”Et helt liv levet i fire sange. James’ selfie kan ikke være skarpere skåret. Det er ægte, taoistisk micro-makro-kost, man kun kan blive filosofisk høj af. Sådan er det, når en gammel rockhøvding springer ud af buret, swinger med fredspiben og peger op på det højeste bjerg: -Den dag, jeg går derop, bliver det helt alene! Men lyt så her: -Det var det, jeg mente!

Hører man ikke John Mogensen klø sig i skægget i det fjerne og grynte: -Godt gået, knægt! Han vidste jo meget godt, hvad en god harmoni og en rammende vokal var.

Når ’Yin Yangs’ nærmest salvelsesfyldte dør åbnes, og man ryger lige ind i den swingende opfordring til dans, er der ikke meget at betænke sig på. Kys mig, centrifugale Hollywood – let’s go crazy…Og var det ikke lige det, der skete. Man skal højt op for at falde langt ned. Det kommer vi her.

’Hører du min Stemme’ har den mest hjerteskærende slutning, jeg længe har hørt. Jo, fanden tage mig, om ikke hun hører din tynde, skærende, bedende stemme, James. Hun må lide ved billedet af dig sjaske hvileløst rundt derude i et gribende suk af al den svie, smerte og paranoia, du blev ud i. Hvis den blev kendingsmelodi i skilsmisseretten, ville skilsmisseprocenten falde med et brag.

Mindst lige så uroligt dikkende og rastløs hører vi dig whiskey-skåle med dine dæmoner i ’Langt fra Solen’. Fra at det hele går op, op, op rutsjer du pludselig meget stærkt helt derned, hvor du dingledanser kontrolløst og ikke kan genkende det blålys af en fyr, du ser i spejlet. Engang var dig. Stærk tobak i livets trapez uden sikkerhedsnet – så helvedes langt fra solen. Den stemning husker du og nagler her.

’Udgangssalmen’ Carpe Diem foregår i måneskin med bankende hjerte og forjættende toner fra træernes kroner. Når haner galer er det igen ud i solen (pudsigt nok) – med rene negle! Man aner din optimisme, James, men som den romerske digter Horats fulde sætning lyder: Carpe diem quam minimum credula postero: Grib nuet – og hav minimal tillid til fremtiden!

Du har prøvet ‘det hele’, og det er der ved gud kommet meget ud af. Alt det vi hører koncentratet af på din nye ep. Tak for den.”

James Rasmussen er en mand, der fra barnsben blev skolet hårdt i livet. Det kan man forvisse sig om på albummet og i bogen ’Jeg var en Jack’. Den musikalske opdragelse blev på ingen måde mildere, når John Mogensens temperament foldede sig ud over for den unge James i Four Jacks. Og at det kan gå op og ned i showbizz, det kan James om nogen skrive under på, efter et sobert musikalsk Hollywood-eventyr endte i et potpourri af promiller.

Det er sådanne erfaringer, der gør det muligt at tage en musikalsk selfie dér, hvor de færreste mennesker tør vove sig ud: Helt ud på kanten af livet, hvor opvinden udfordrer balancen, hvor det kilder allermest i maven og hvor hvert sekund betyder alt.

I de oprindelige indianerstammer blev de ældste betragtet som de klogeste; de havde oplevet mest, og derfor blev der lyttet, når de fortalte. James Rasmussen er med sin signatur-frisure, markante træk og store livserfaring den gamle indianer i dansk rock – og når han fortæller, er det om at rette ryggen – og lytte.

Som en musiker sagde for nylig: ”Hvis James er høvding, vil jeg være stolt over at være med i hans stamme.”

Tracks: Søren Skov og James Rasmussen. Programmering: Søren Skov. Guitar: Troels Skovgaard og Kim Heibon. Alle vokaler: James Rasmussen. Indspillet i Skov Lab. Coverfoto: Jannie Rasmussen. Covernotes og presse: Kim Heibon.
Produceret af: Mill Music Copenhagen. Executive producer: Michael Quvang.
Mastering: Jørgen Knub.

Yin Yang (musik: James Rasmussen/tekst: Kim Heibon og James Rasmussen)
Hører du min stemme (musik: James Rasmussen/tekst: Kim Heibon og James Rasmussen)
Langt fra solen (musik: James Rasmussen/tekst: Kim Heibon)
Carpe Diem (musik og tekst: James Rasmussen)

Baggrund

James Rasmussen er vel nok Danmarks første rigtige rocksanger. Han debuterede med sit band i december 1954 i Brønshøj/Husum Ungdomshus. Ved denne lejlighed sang han Rock Around the Clock (Bill Haley) og blev efterfølgende Ungdomshusets faste hus orkester. Kort tid efter blev Børge Kisbys Danseskole i Kødbyen et populært spillested og her optrådte James for tidens Jitterbuggere. Senere turnerede James i de svenske folkeparker samt i Norge. 12. oktober 1957 blev James Rasmussen kåret som Danmarks Tommy Steele ved en stor rock konkurrence i K.B. hallen arrangeret af Aftenbladet.

I efteråret 1958 blev James medlem af Four Jacks med hvem han indspillede og optrådte med frem til februar 1964. I 1965 rejste James til Hollywood, USA hvor han efterfølgende var bosat i 14 år. I den periode producerede og udgav han bl.a. sangen Echo Park som gik Top 20 på Billboards top 100 liste. Produktionen blev blacklistet i dele af USA og specielt i midt-vesten, fordi den satte spørgsmålstegn ved Vietnam krigen. Efterfølgende fik James udsendt sit eget album på Reprise Records. James Rasmussen vendte tilbage til Danmark i 1979 og har de sidste 20 år dannet trio med Klaus Menzer og Søren Engel.